Italien god ferie blog

Link: http://www.italiengodferie.dk

Jeg nyder for det meste at hjælpe vore italienske venner hvor jeg kan, det giver et direkte indblik i den italienske levevis, som jeg nødigt vil undvære.

Jeg har dog måttet tilføje et forbehold, for en gang er jeg stødt på en kultur forskel værende så anderledes at jeg måtte sige fra.

I byen er der flere små muremestre, jeg prøver efter bedste evne at holde mig gode venner med alle, selvom de hver for sig helst så at jeg kun skulle holde mig til ham.

En dag kom en mindre muremester forbi og spurgte om jeg kunne hjælpe ham et par dage, fordi hans faste medhjælper var blevet syg, jeg sagde ja og tænkte på min aldrende krop og dens tiltagende små skavanker, men på den anden side har man vist nok godt af at få brugt sig fysisk en gang imellem.

Pedro, som murermesteren hedder, har altid lagt en gemytlig tone an og har ofte udtalt sig om de store planer han har om et samarbejde mellem ham og mig, nu har jeg lært at trække lidt fra i de store og smukke formuleringer, for at finde det rigtige niveau i udtalelserne, men alt i alt var der lagt op til et par dage med et godt samarbejde tænkte jeg.

Vi startede op på arbejdet hvor jeg skulle være håndlanger for Pedro, det var et solidt (læs tungt) stykke murerarbejde med opmuring af en bygning i betonblokke. Jeg gjorde mit bedste for at planlægge og forudsige arbejdets fremskriden, men Pedro råbte og teede sig, når tingene ikke lige gik, som han mente de skulle, jeg har mange års erfaring fra byggebranchen, så jeg kan godt tåle en hård omgangstone og tog arbejdet og Pedro i strakt arm.

Jeg kan godt lide at kigge på de italienske murertraditioner, som er noget anderledes end de danske, så jeg holder lav profil med min erfaring, flere gange måtte vi dog lave noget om fordi Pedro målte forkert. Her støder 2 kulturer sammen, Pedro er en mand som kan arbejde meget hårdt, meget lang tid, når man arbejder så hårdt kan man blive træt så man ikke altid får tænkt sig ordentligt om. Jeg mener at man skal arbejde smart og ikke konstant hårdt, så går det bedre og man skal ikke gå og lave ting om.

Da vi skulle til at gøre klar til taget blev der igen lagt an til et par ”bommere” og jeg kunne ikke mere tie stille, jeg måtte fortælle ham at han var i gang med at lave en forkert opmåling. Men det kunne Pedro ikke se og han blev meget fornærmet og bad mig om at lade være med at snakke så meget på en noget uforskammet måde, nå - jeg er ikke så sart, så arbejdet skred frem efter Pedro’s tanker og dagen efter måtte vi lave en del af arbejdet om, det blev Pedro’s humør rigtigt dårligt af og han synes det var min skyld at vi skulle lave arbejdet om. Sådan kan tingene måske godt dreje rundt, hvis man føler sig såret på sin stolthed, jeg måtte dog fortælle ham at det jo ikke var mig, som havde målt op og lagt stenene forkert, det blev hans humør ikke bedre af. Jeg vil faktisk sige at hans humør måske var ved at blive en smule ondskabsfuldt.

Nu var det aftalte arbejde overstået, men Pedro spurgte om ikke jeg kunne blive lidt mere, nå jo det skal ikke være mig som er sart, så jeg sagde ja. Arbejdet bestod i at skære et par tusind klinker over med en tør skære maskine, det betyder at skæringen giver rigtig meget sundhedsfarligt støv og det har man på de fleste arbejdspladser - også i Italien taget højde for ved at anvende langsomtgående våd skære maskiner, så bliver støvet bundet i vandet og arbejdet er ikke mere slemt sundhedsskadeligt. Men Pedro har ikke en våd skære maskine, jeg sagde til Pedro at hvis jeg skulle lave det arbejde så måtte han eller kunden leje den rigtige maskine, jeg havde set man kunne leje en 5 km derfra, men så røg Pedro’s humør helt i kulkælderen og han sagde så på en noget grim måde om jeg dog ikke bare kunne tie stille og lave det arbejde jeg blev bedt om. Jeg er normalt ikke sart og jeg havde også skåret en 10-20 stykker på den usunde måde, hvis det var nødvendigt for at holde et stykke arbejde i gang. Men at lave et planlagt stykke arbejde hvor man ved man før eller siden bliver alvorligt syg, det skal man ikke bede nogen om, så jeg måtte sige til Pedro at jeg ikke ville skære de klinker uden det rigtige værktøj. Pedro blev målløs ja nærmest mundlam og det ligger ellers ikke til ham, han gik hen til sin kabine/lad scooter og kørte hjem, klokken var også blevet høj middagspause tid, så jeg kørte også hjem og fik noget mad. Da jeg var godt i gang med at tygge mig igennem min velfortjente mad bankede det på døren, det var Pedro’s store søn, som kom og fortalte at jeg ikke skulle komme og hjælpe hans far mere.

Sådan stoppede det samarbejde, tiden må vise om det er midlertidigt eller permanent, jeg vil da sige ja til at hjælpe ham en anden gang og jeg vil også sige nej til at lave sundhedsskadeligt arbejde for ham en anden gang.

Jeg tror Pedro er lidt gammeldags i sine holdninger til medhjælpere, på den anden side siger det også noget om forskellen på det danske og italienske arbejdsmarked.

Det italienske arbejdsmarked er hårdt og motivation er en by i Sibirien, med min erfaring som leder fra Danmark hvor ledelse med motivation og medarbejderpleje er et must, er det et kulturchok at opleve et andet arbejdsmarked hvor begreberne end ikke eksisterer.