Link: http://www.italiengodferie.dk
Vi troede vi havde fundet et uberørt og ”glemt” hjørne af Italien.
Vi går jævnligt og glæder os over alle de oprindelige traditioner og lidt gammeldags levemåde som stadigt eksisterer her i vores midt italienske bjergdal.
Lige ind til i går hvor luften blev tyk af helikoptere, det begyndte at flyde tykt med blåtblinkende politikøretøjer, man kunne tro et eller voldsomt var under opsejling, men nu er vores lille fredelige dal jo ikke lige stedet for store terroraktioner eller politiske begivenheder.
Næste udvikling i situationen var en total afspærring af hovedvejen mellem Sulmona og Popoli, som er de to ”store” byer i dalen, alle tilkørselsveje blev konsekvent afspærret med tværstillede politibiler med roterende blålys.
Jeg skal indrømme at efter vi er flyttet til Italien har jeg droppet den daglige avis, jeg har til min store undren fundet ud af at verden går videre selvom jeg ikke dagligt følger med i de trykte medier, ligesom den faste rutine med at skulle se dagens nyheder i tv på fast tidspunkt hver dag også er blevet droppet, det betyder så at nogle begivenheder kommer lidt forsinket til vores kendskab, men jeg kan ikke registrere at verden eller vi har taget skade af vores medietræthed. Faktisk har jeg fået stor respekt for vores naboer som er arbejdsomme bjergfolk, som ikke lader sig forskrække eller slå ud af de diverse dommedagsprofetier fra alverdens forskellige ”kloge” medie kendisser, som har travlt med at pleje deres egen karriere og udseende og i øvrigt tror jeg nyder deres egen magtposition, som dem der styrer massernes aktuelle bekymringer. Vi har meldt os lidt ud af medieræset og er blevet lidt mindre bekymrede, lidt mere selvstændige og lidt sundere.
Helikopterne begyndte at flyve lavere, på bugen af dem var monteret nogle ejendommelige runde beholdere, det kunne ligne nogle avancerede våbensystemer.
Jeg blev nysgerrig og iagttog helikopterne, som kom nærmere jorden, ”beholderne” under helikopterne indeholdt noget der lignede linser, der som øjne fulgte noget på jorden.
Det var fjernsynet ! Vi var simpelthen ved at blive besat af medietropper, der med politiets villige hjælp havde besat og blokeret hele vores fredelige dal.
Så begyndte den afspærrede hovedvej at blive fyldt op af musik og højtalerpropaganda fra hurtigtkørende biler, kort efter kom varebiler fyldt til randen med merchandies for Giro d’Italia.
Et af verdens største cykelløb var nået til vores lille dal.
Snart efter kom de - medie heltene, de supertrænede cykelryttere, som tager enhver bjergside siddende i sadlen.
Få minutter efter var det hele overstået, jernringen om vores dal blev løsnet, de blå lamper slukkedes og politifolkene tog afslappede af sted fra deres vejspærringer.
Om aftenen sneg jeg mig modstræbende ind på en internetavis for at læse lidt om cykelløbet og stor var min overraskelse, da jeg læste at det var en deltager fra det danske hold Saxo bank, som havde vundet dages etape i vores uberørte hjørne af Italien.
Jeg måtte fortælle børnene at de danske cykelryttere havde vundet, det gjorde stor lykke, nu skulle de rigtig hovere i skolen i morgen at danskerne var de bedste.
Dette indlæg har 6 tilbagemeldinger der venter på moderation...