Områdets natur og udvikling :

Abruzzo er europa’s naturreservat, omkring 30 procent af regionens godt 10.000 km2 er fredede natur parker. Appeninerne er Italiens dominerende bjergkæde og Abruzzo’s landskab er også kendetegnet ved et imponerende bjerglandskab og her er nogle af bjergkædens højeste punkter, Gran Sasso (2912 m over havet) samt La Maiella (2793 m over havet) et spændende natur fænomen er den sydligste gletcher i europa med navnet Il Calderone. Halvdelen af arealet i regionen ligger mere end 500 m over havets overflade. Det bjergrige landskab giver mange muligheder for uberørt landskab og her kan man stadigt se hyrder vogte deres fåreflokke på samme måde, som man har gjort i århundreder. I Abruzzo kan man bade ved  Adriaterhavets smukke strande om sommeren og stå på ski i bjergene om vinteren, her er det hele.  

 Abruzzo er et landbrugsområde, her er kun lidt industri overvejende i Chieti ved kysten.  Landskabet er ikke ødelagt af store industriområder. Mange landbrugs traditioner er bevaret med dyrkning af oliven og vin i små familie virksomheder. Landbrugstraditionerne er medvirkende til at holde liv i mange af de små maleriske bjergbyer.
 

Mad specialiteter : Madtraditionerne er skabt af Abruzzo's landbrugere, det er enkle og naturlige basisråvarer, som danner fundamentet i regionenes madtraditioner. Råvarerne er typisk forskellige grøntsager og bælgfrugter, der anvendes ikke meget kød, det kød der anvendes er ofte fra får, lam, ged og en smule gris og kalv. Der findes oste i et imponerende udvalg og de indgår ofte i den almindelige madlavning, nogle af de mest populære oste er lavet af fåremælk. Om vinteren slagtes gris typisk til festen "Sant'Antonio" 17. januar - og her fremstilles der mange forskellige slags salami og alt fra bruges i de forskellige pølser, så intet går til spilde. En gammel tradition fra de fattige bjergbønders tid, hvor man var nødt til at bruge alt fra slagtningen.
Madtraditionerne er i forskellige retninger efter provinserne :Aquila, Pescara, Teramo og Chieti. Bjergene har medført den naturlige adskillelse i området, som har givet plads til forskellige udviklinger i madtraditionerne. Pescara køkkenet er naturligt præget af havet, Aquila er præget af produkterne fra bjergbønderne, Teramo området har sin helt egen tradition fra borbonnerne som havde indflydelse her. Hele Abruzzo har en omfattende produktion af vin og olivenolie, typisk stadigt fra små familiebrug. Honning kommer fra skovområderne længere væk fra kysten.

For Aquila området med alle bjergene er den typiske madopfattelse  knyttet til salami fremstillet af rester fra slagtning af gris, får eller ged samt et meget bredt ubud af oste fra får og geder. Der er små traditionelle agre, hvor der høstes korn, bælgfrugter, hestebønner, kikærter og emmerkorn. Den mest berømte pasta i Abruzzo er nok "la chitarra", den er frisklavet og skæres ud med et særligt værktøj med stålstrenge, der minder om et strengeinstrument, hvorfor den har fået navnet la chitarra (guitaren).

Fra Teramo er en typisk specialitet Scripppelle m'Busse, som er crepes, som serveres med en lækker boullion suppe med smag af muskat.

Atri er berømt for sin produktion af rå lakrids. Fra Sulmona kommer de sukkerovertrukne mandler, som bliver lavet efter mange hundrede år gammel opskrift, de skulle bringe held til Italienske barnedåbe, konfirmationer og bryllupper.

Fra Tocca da Cassauria kommer den potente bitter Centerba ("100 urter", 70 vol %), det var oprindeligt en apoteker, som udtænkte recepten på drikken, den var tænkt til infusion, urterne kommer fra bjergene i området.


Egnens historie : er præget af selvstændige og modige bjergfamilier, som siden romertiden har sat sig op imod kejsere, paver og forskellige krigsherrer.

Ved Sulmona ligger et tempel fra tiden før kristendommen, det er beliggende svært tilgængeligt oppe ad bjergsiden. Som en manifestation for kristendommens styrke er der senere højere op ad bjergsiden, på et helt utilgængeligt sted bygget et kloster i bjergsiden, her levede den eneste pave, som har trukket sig tilbage fra posten i levende live, i protest mod pave systemets jordiske magt og misbrug af samme.

Napoleons soldater har draget hærgende igennem midt Italien, beboerne i Roccacasale trodsede overmagten og væltede sten og kogende vand ned over de fremmede soldater, desværre var overmagten for stor, så de fremmede soldater indtog byen og brændte byens slot ned, det er ikke siden blevet genopbygget, men er nu blevet sikret mod yderligere forfald og er blevet et sikkert og spændende sted at besøge.

Under anden verdenskrig trodsede de modige beboere først Mussolini og senere de tyske besættere, ved at huse de allierede soldater, som blev skudt ned eller var på patruljer bag fjendens linier. Ved Sulmona lå en krigsfangelejr, som husede allierede soldater, herfra blev hjulpet mange med at flygte op i bjergene.

Bjergene har netop været muligheden for at kæmpe mod store overmagter, som trods deres overmagt har haft svært ved nedkæmpe de gæve mobile bjergkæmpere, som hurtigt kunne trække sig tilbage til bjergene og gemme sig der og forberede næste udfald.

Denne lange og stolte tradition mod rå og simpel undertrykkelse, ligger til grund for beboernes venlighed og åbenhed overfor fremmede, som kommer med venlighed. Deres erfaring er at undertrykkelse kan komme både fra egen stat eller fremmede stater, derfor er deres mentale ståsted en åbenplatform, som stiller spørgsmål ved yderligtgående magthavere, det nyder skandinaver godt af, vi er velkomne hernede, vi har ikke været på den "gale" side i den midt Italienske historie.